Chilobrachys fimbriatus (Pocock 1899)

Opdateret artikel. Artiklen blev første gang bragt i Exotiske Insekters medlemsblad # 52.

Af Søren Rafn

Få er de som har set et farvebillede af Chilobrachys fimbriatus (Pocock 1899) uden at vedkommende efterfølgende har haft en ubændig trang til at eje sådan et dyr... Det er heldigvis blevet mindre svært med tiden, efter at mange efterhånden har haft held med at parre og avle denne spektakulære edderkop i fangenskab.

Chilobrachys fimbriatus Pocock 1899. Foto: Martin Huber

Chilobrachys fimbriatus blev beskrevet fra Indien for første gang af Reginald Pocock i 1899. Slægten Chilobrachys består pt. ud over C. fimbriatus, yderligere af typearten C. andersoni (Pocock,1895), C. annandalei Simon, 1901, C. assamensis Hirst, 1909, C. bicolor (Pocock, 1895), C. brevipes (Thorell, 1897), C. dyscolus (Simon, 1886), C. femoralis Pocock, 1900, C. flavopilosus (Simon, 1884), C. fumosus (Pocock, 1895), C. hardwicki (Pocock, 1895), C. huahini Schmidt & Huber, 1996, C. hubei Song & Zhao, 1988, C. jingzhao Zhu, Song & Li, 2001, C. nitelinus Karsch, 1891, C. oculatus (Thorell, 1895), C. paviei (Simon, 1886), C. pococki (Thorell, 1897), C. sericeus (Thorell, 1895), C. soricinus (Thorell, 1887), C. stridulans (Wood Mason, 1877), C. thorelli Pocock, 1900, samt C. tschankoensis Schenkel, 1963

På trods af at arten er så karakteristisk farvet, så har der været en del navneforvirring i hobbyen omkring C. fimbriatus fra starten af. Da de første dyr landede i hobbyen for omkring 6 år siden, blev edderkopperne solgt som ‘The Goa species’, hurtigt fulgt op af ‘Thrigmopoeus sp.’, og siden Ischnocolus decoratus. De to første navne kan til en vis grad forsvares, som den rene spekulation, mens det sidste stammer fra Tikaders papir fra 1977 hvor han fejlbeskriver et lille (2,4 cm) eksemplar af C. fimbriatus som Ischnocolus decoratus. I papiret findes en nydelig tegning af en C. fimbriatus, med striber og simpelt udelt spermathecae og det hele, hvilket burde have fået alarmklokkerne til at ringe hos ham, eftersom stort set alle Ischnocolus-arter har delt spermathecae og er dyr på ikke over 2 cm i kropslængde, som alle er ensfarvet brune. Desuden har Chilobrachys fimbriatus et veludviklet stridulationsorgan, et såkaldt lyra på maxilla. Ischnocolus og alle andre ischnocoline edderkopper er kendetegnet ved netop at mangle stridulationsorgan ... men nu er Tikader heller ikke kendt for sine gode beskrivelser, men nok mere for at have beskrevet et eksemplar af Poecilotheria regalis som en ny art af slægten Ornithoctonus (O. gadgili) ...

C. fimbriatus er efter sigende en af de større Chilobrachys arter, men det er nok en opfattelse som har bund i at den blandt de beskrevne Chilobrachys arter løfter sig op blandt de fire største type eksemplarer, som er hhv.; C. andersoni: 54 mm, C. bicolor: 49 mm, C. pococki: 46 mm mod C. fimbriatus’ 45 mm. Nu ved vi at typeeksemplaret på ingen måde fortæller noget som helst om maksimal størrelse, og der er da også langt større Chilobrachys arter i hobbyen. Jeg vil betegne C. fimbriatus som en medium edderkop med en kropslængde i størrelsesordenen 45 - 65 mm, og benspan på 100 - 140 mm. På sin vis en af de større Chilobrachys arter hvis vi ser på slægten som et hele, men ikke en kæmpe i hobbyen.

Farvemæssigt finder man kun få andre edderkopper som kan måle sig med C. fimbriatus. Her får man nemlig både farver og striber for alle pengene. Rygskjoldet, kæberne og hofteleddene er lys beige med en svag mørkere ‘maske’ omkring øjenklyngen. Lårene er hos relativt nyskiftede eksemplarer sort-violette og udstyret med kraftige sorte hårbræmmer på undersiden af de to forreste benpar. Farven på de resterende led på de to forreste benpar er blåsortbrune med lysere rød-brune hår på ydersiderne. De resterende led på de to bagerste benpar er en smule lysere og mørke-rødbrune i kuløren. Bagkroppen er rubinrød med et fint tyndt skarpt optegnet sort ‘sildebens-mønster’. Arten har lange spindevorter, og har som de fleste Chilobrachys arter lange slanke ben, som i denne arts tilfælde har veldefinerede hæftepuder.

C. fimbriatus er udbredt i de Vestlige Ghats i de indiske delstater Maharashtra, Goa, Karnataka og Kerala, og er bl.a. i beskrivelsespapirerne lokaliseret som værende fra byerne Khandala og Jaoli (Satara). Men uafhængige indsamlere har fundet arten så nord på som i Mumbais omegn og så langt syd som Wayanad Sanctuary i Kerala. Der er en vis farvevariation af arten på denne store distance og de nordlige varianter har en mere udpræget benstriation på patella og tibia end de sydlige, hvor benene er næsten ensfarvede.

Det fortælles at arten ofte deler habitat med en anden fugleedderkop; Thrigmopoeus truculentus Pocock, 1899. Hullerne findes ofte langs vejsider hvor veje er blevet ført igennem kuperet terræn. Her kan det nævnes at begrebet "deler habitat" (sympatri) er på sin rette plads, da man har observeret at T. truculentus og C. fimbriatus' spind har været sammenvævet pga. af hullernes indbyrdes tæthed (Verdez, Pedersen & Wessel pers. komm.)

Thrigmopoeus truculentus Pocock, 1899, findes ofte i samme lokaliteter som C. fimbriatus. Foto: Søren Rafn

Klimaet i de områder man finder C. fimbriatus kan betegnes som tørt tropisk tempereret klima, pånær i monsun-sæsonen, som samtidig er den eneste reelle markering af årstiderne. I terrariet betyder det at arten skal holdes knastørt hele året rundt, på nær i højsommer månederne hvor man med held kan gennemvande terrariet i starten af juni måned, og lade terrariet udtørre gradvist de følgende måneder, så bundlaget er fugtigt fra juni til august. Klimatabellen for Pune er på mange måder repræsentativ for de klimatiske forhold som gør sig gældende i de lokaliteter hvor man finde C. fimbriatus.

Årlige nedbørsmængder for Pune. Grafik: Link 2 India.

Årlige max./min temperaturer for Pune. Grafik: Link 2 India.

I fangenskab er arten en relativ aktiv edderkop, der som de fleste Chilobrachys arter spinder meget og graver dybe silkeforede rør, hvor den tilbringer de fleste af dagtimerne. Henad skumringen og i nattetimerne er edderkoppen meget aktivt fødesøgende og udbedrer med jævne mellemrum sine omfattende silkekonstruktioner.

Da arten både spinder og graver meget er det en god idé med et rumligt terrarium med et bundlag der skråner stejlt op af bagvæggen, hvor der bør være gode skjulesteder til rådighed f.eks. i form af en rod eller et stykke u-korkbark. Et ideelt terrarie til denne art kan have målene b: 25 cm d: 40 cm h: 40 cm., men jeg har såmænd holdt og avlet arten med succes i "Volker-terrarier" med målene b: 10 cm d: 20 cm h: 40 cm. og i slikbøtter. Det er med andre ord ikke en edderkop som stiller de store krav.

Substratdybden bør være mindst svarende til benspannet af edderkoppen og helst dybere. Da arten fra naturens side er vant til store udsving i luftfugtigheden tolererer den tørke ganske glimrende, og det kan bedst betale sig at holde den til den tørre side. Hvis man vælger at holde den knastørt bør man altid sørge for at have en fyldt vandskål i terrariet. En anden og i mine øjne mere ønskværdig mulighed er at efterligne de naturlige klima udsving.

Chilobrachys fimbriatus har som de fleste andre Chilobrachys arter en sund appetit og tager alle foderemner som den kan overmande, dette inkluderer bl.a. fårekyllinger, græshopper, kakerlakker og museunger.

Temperament har C. fimbriatus nok af og i kraft af sin hurtighed kan den af og til være lidt af et bæst at holde styr på, men ellers foretrækker den at flygte hovedkulds ned i sit hul ved mindste forstyrrelse.

Parringen er generelt problemfri, og på trods af at hannen ofte bliver gumlet af hunnen, er de fleste parringer succesfulde og arten bliver da også avlet ofte i hobbyen. Da C. fimbriatus ydermere er temmelig produktiv med gennemsnitlige kuldstørrelser på 150-200 unger ses den også ofte udbudt til salg til yderst rimelige priser. Ungerne er ikke blandt hurtigvokserne, og dette kan have noget at gøre med de barske forhold arten lever under i naturen. Generelt vokser edderkopper fra tørre egne væsentligt langsommere end edderkopper fra fugtigere områder som for eksempel regnskov. Det tager gerne 3-4 år før de første hanner når kønsmodenhed, og hunner når først en ”god” størrelse efter 5-6 år. Til gengæld er ungerne generelt temmeligt hårdføre, og får hurtigt voksentegningerne, om end de er en smule blegere. Det eneste som kan få dem ned med nakken er for høj fugtighed kombineret med ringe ventilation.

Det kan lige nævnes som en fodnote at C. fimbriatus har en mindre og nært beslægtet slægtning, som findes i de Østlige Ghats og den østlige side af Deccan Plateauet. Det drejer sig om en edderkop som ofte blver kaldt Chilobrachys sp. ”hardwicki”. Den har dog ikke noget nærmere med arten C. hardwicki at gøre, men er en ubeskrevet Chilobrachys art som er nært beslægtet med C. fimbriatus. Den kan ligne et ungdyr af C. fimbriatus til forveksling. Den adskiller sig dog ved sin mere kompakte kropsbygning, mindre voksen størrelse og mere afdæmpede farver. Den har de samme trådtynde ”sildebens” aftegninger på bagkroppen, men ben, carapace og abdomen er varierende nuancer af brunt. Den bliver sjældent mere end 6-8 cm benspan og er dermed en af de mindre Chilobrachys arter.

Chilobrachys sp. "hardwicki" minder umiddelbart om C. fimbriatus,
men er mindre, kraftigere bygget og mindre farvestrålende. Foto: Søren Rafn

Alt i alt er de tigerstribede indiske Chilobrachys arter et fængende bekendtskab med deres fascinerende spindelvævskonstruktioner og aktive adfærd. Jeg er tæt på at sige at de er et must i enhver samling.

Taksonomiske karakterer for Chilobrachys fimbriatus Pocock 1899. Af: Søren Rafn, 2002.

Litteratur:

• Rafn, S. 2005. Chilobrachys fimbriatus – En farvestrålende skønhed. Exotiske Insekter 52: 18-23
• Verdez, J.-M. & F. Cléton. 2005. Einige Natur- und Terrarienbeobachtungen zur indischen Vogelspinne Chilobrachys fimbriatus POCOCK, 1899 (Araneae: Theraphosidae: Selenocosmiinae). ARACHNE 10(2): 24-29.
• Mends, S. 2005. Ein paar Anmerkungen zu »agressiven« Vogelspinnen am Beispiel von Chilobrachys fimbriatus. ARACHNE 10(4): 4-6.
• Sejna, V. 2003. Chilobrachys fimbriatus. Sklípkan 8(3): 87-88.
• Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
• Pocock, R.I. 1899. Diagnoses of some new Indian Arachnida. Jour. Bombay nat. Hist. Soc. 12: 744-753. [p. 746].