mandag den 18. februar 2008

Chilobrachys fumosus (Pocock, 1895)

Af Søren Rafn

I 2006 var vi (Rafn, Frøik, Pedersen & Verdez) i det nordlige Indien, nærmere betegnet delstaten Meghalaya. Vores primære formål var at afsøge de historiske lokaliteter for slægten Lyrognathus i Indien. Primært for at skaffe research materiale som skulle bruges af Volker von Wirth i en fylogenetisk analyse af underfamilien Selenocosmiinae. I den forbindelse stødte vi bl.a. på en mindre ensfarvet brun edderkop, som vi ikke umiddelbart kunne få til at passe ind i nogen af de kendte slægter eller arter kendt fra Meghalaya ... troede vi.

Chilobrachys fumosus (Pocock, 1895). Relativt nyskiftet hun med unger. Foto: Søren Rafn.

Vel hjemme med vores materiale gik vi i gang med den nærmere bestemmelse, og det viste sig snart at vores lille edderkop passede ret fint med arten Chilobrachys fumosus, som er kendt fra det samme område, blot tidligere kun fundet i forbjergene til Himalaya. Dog stod det også klart at Chilobrachys fumosus har meget lidt til fælles med de andre Chilobrachys arter. F.eks er stridulations-tornene på kæberne hos C. fumosus lange og spidse, mens de hos alle andre Chilobrachys arter er korte og afrundede. De største stridulations-torne i lyraen hos C. fumosus sidder anteriort, mens de hos alle Chilobrachys arter sidder posteriort, og sådan kunne man blive ved. Spørgsmålet er så hvor C. fumosus så hører til? Min holdning er at C. fumosus er en overgangsform mellem Chilobrachys og en anden nordindisk slægt, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

Chilobrachys fumosus er en lille brunlig Chilobrachys art som sjældent overstiger 3 cm. i kropslængde og ca. 5-6 cm. i benspan. Farven er hos nyskiftede dyr gråbrun med spredte korte orangefarvede dækhår. Farven falmer op mod hamskifte til ensartet rødbrun med lysere beige dækhår. Kroppen er relativ kompakt, med robuste ben og store kraftige kæber. De for slægten Chilobrachys karakteristiske lange spindevorter mangler.

Chilobrachys fumosus (Pocock, 1895). Nyskiftet hun. Foto: Thomas Frøik.

Hannerne er væsentligt flottere med deres kulsorte grundfarve og pink-metalliske rygskjold og kæber. Det interessante ved de nordindiske edderkoppeslægters hanner er, at de alle ligner hinanden. Således er hannerne af Haplocosmia, Lyrognathus og mange af Chilobrachys arterne stort set identiske i det ydre. Det sammenholdt med nogle forvirrende morfologiske overlap antyder at den snævre "fauna-tragt", som Assamdalen skaber, måske er et udviklingsmæssigt hot spot for mange af de indiske og burmesiske fugleedderkoppearter.

Chilobrachys fumosus (Pocock, 1895). Nyskiftet kønsmoden han. Foto: Søren Rafn

Chilobrachys fumosus kan findes i bjergegne i det nord-østlige del af Indien. Nærmere betegnet forbjergene i det centrale og østlige Himalaya og det meste af Meghalaya-højlandet. Jeg er dog overbevist om at de vestligste forekomster i Himalaya er forvekslinger med Haplocosmia nepalensis Schmidt & von Wirth, 1996, som den ligner overfladisk især når man sammenligner eksemplarer, især op imod et hamskifte.

Haplocosmia nepalensis Schmidt & von Wirth, 1996. Nyskiftet hun fra Kathmandu i Nepal. Foto: Søren Rafn.

De områder, hvor vi stødte på C. fumosus, var typisk i vejskrænter, både i åbne og bevoksede områder, tørre og fugtige områder og højt- og lavtliggende områder. Med andre ord, alle tegn på en meget generalistisk edderkop. Alle huller fandtes i stejle skrænter, med eller uden bevoksning. Man skulle kigge grundigt efter for at få øje på indgangshullerne, men når først en edderkop var lokaliseret, fandt vi hurtigt andre i området.

Typisk habitat hvor Chilobrachys fumosus kan findes. Foto: Jean-Michel Verdez

Arten laver et karakteristisk sjusket indgangs-spind og et meget forgrenet tunnelnet med flere blindgange og udgange. Tunnellen var oftes kun ca. 15-20 cm. dyb. Typisk var hulen således indrettet, at hulens ofte Y-formede indgang mundede ud i en udvidet hovedsektion med flere tunneller tilknyttet. Ofte var der en blind vandret sidegang til affald (foderrester, aflagte hamme og tomme kokoner), en vandret gang som gik dybere og delte sig i en lodret udgang og en blind gang som gik dybere ind, desuden var der ofte et kokon-kammer i forbindelse med en lodret udgang fra hovedkammeret. Det var hovedtrækkene, men der kunne sagtens være flere gange og kamre tilknyttet. Hvad funktionerne - om nogen - har været, kan man kun gisne om. Det er i hvert fald en del mere kompleks end de fleste af de edderkoppetunneller vi har udgravet indtil videre.

Typisk Chilobrachys fumosus huleindgang. Bemærk den dobbelte indgang og det sjuskede spind. Foto: Søren Rafn

På vores tur fandt vi ofte hunnerne med unger i hulen. I nogle tilfælde oven i købet med to generationer af unger. Noget som vi aldrig har observeret hos nogen anden Chilobrachys art. I fangeskab har vi kunnet se årsagen til denne adfærd, da hunnerne er eksemplariske forældre som fodrer deres unger og tolererer dem, selv når ungerne når en relativ stor størrelse. Vi har et enkelt kuld gående hos en af vores hunner, som får lov at blive boende til kannibalisme-adfærd opstår.

Parringen er ukompliceret og resulterer for det meste i kokon. Det kan have noget at gøre med at vores avlsgruppe er vildtfangede dyr, da vildtfangede dyr har en tendens til højere succes-rate i forbindelse med parringer. En anden faktor kan være, at arten er en udpræget generalist og desuden en mindre art. To andre faktorer som plejer at være forbundet med stor avls-succes. Hvis man vil forsøge at stimulere arten yderligere for at øge chancen for kokon-bygning, kan man studere klimaet i Meghalaya. Som udgangspunkt er en klimatabel for Shillong ganske udemærket:

Den årlige max./min. temperatur i Shillong. Grafik: Link 2 India.

Den årlige nedbørsmængde i Shillong. Grafik: Link 2 India.

Som det ses følger temperaturkurven sådan set vores hjemlige, med de koldeste måneder i vinterhalvåret og de varmeste i sommerhalvåret. Interessant er det at se hvor relativt koldt det i virkeligheden er, når man påtænker at det trods alt er en tropisk art, men højdeforskelle har også noget at sige i den forbindelse... Nedbøren følger temperaturen, forstået på den måde at vintermånederne er de tørreste, med næsten ingen nedbør, mens sommermånederne er de vådeste og her falder der en del nedbør. De dyr vi indsamlede havde som sagt ofte en generation af unger fra det foregående år i hulen. Efter at vi kom hjem konstruerede de fleste en kokon omkring september måned. Så med udgangspunkt i vores observationer og de klimatiske data kan vi udlede at parringssæsonen er i de våde måneder og æglægningen foregår i begyndelsen af den tørre periode. Vi har i hvert fald iagttaget at æglægning stimuleres ved en kombination af fald i temperaturen og fugtigheden, noget som understøttes af de klimatiske data. Kuldstørrelsen er på mellem 100-150 slings pr. kokon, som er særdeles overlevelsesdygtige og hurtigt voksende, især hvis pasningen overlades til moderdyret.

Chilobrachys fumosus, hun med store nyskiftede unger. Foto: Søren Rafn.

Hold af C. fumosus i fangeskab volder ingen problemer. Det er en særdeles uproblematisk art, som vi holder, parrer og avler i salatbøtter af dimensionerne h: 6 x b: 18 x d: 12 cm.. Bøtterne er fyldt med en håndfuld bundlag, som edderkoppen efterfølgende møver rundt til den får lavet et gangsystem den er tilfreds med. Den beskedne størrelse af beholderen gør det også muligt at manipulere temperaturen lettere. Det foregår simpelthen ved at flytte beholderen op på øverste hylde når temperaturen skal øges, og ned på nederste hylde når temperaturen skal sænkes. Og med en salatbøtte af transparent plast bliver den manøvre noget mere håndterbar, end hvis man skulle flytte rundt på et helglas terrarie.

Temperamentsmæssigt er C. fumosus ikke sin ringe størrelse særlig bevidst og truer gerne højlydt stridulerende af langt større trusler, som f.eks den hånd som formaster sig til at fodre den. Hvis truslerne ikke virker tyer C. fumosus dog hellere til flugt end til angreb. Vi har med andre ord at gøre med en udpræget bluff-adfærd, noget som er ret typisk for mange af de asiatiske edderkopper. Så hvis jeg kort skal beskrive C. fumosus, er det en nervøs og meget hurtigtløbende edderkop, som vil flygte over hals og hovede hvis man forstyrrer den for meget.

Når snakken falder på SBJ's (engelsk slang for Small Brown Jobbies) er det oftest lidt undskyldende at man fortæller at man har et par enkelte på sidelinjen. Der er helt afgjort mere prestige og salg i de større og mere farvestrålende fætre og kusiner. Men når det er sagt, så giver de små brune klatter (Frøik's betegnelse), trods alt en ret god feed-back på ens pasning i og med at de er så lette at passe og avle. Og så fylder de oven i købet heller ikke særligt meget på reolen. Måske har mit bløde punkt for SBJ's mere noget at gøre med at jeg i de fleste tilfælde selv har fanget dem (der er SBJ's i stort set alle tropiske habitater) - det er meget muligt. Og man kan da også sige at uanset hvilken indsamlingstur, så har vi ikke altid fundet hvad vi kom efter, men altid en håndfuld SBJ's, som plaster på såret. Men rent forskningsmæssigt er det også en stærkt overset gruppe af underfamilier, slægter og arter, som på mange måder holder nøglen til forståelsen af de større arters systematik. Så for mit vedkommende er stort set halvdelen af alle arterne i samlingen små brune klatter og jeg kan kun anbefale alle at have disse små "sideprojekter" i samlingen.

Litteratur:

Ingen kommentarer: