Cyriopagopus ("thorelli") schioedtei - Trætigeren fra Malaysia

Opdateret artikel. Artiklen blev første gang bragt i Exotiske Insekters medlemsblad # 40. Download den originale artikel som pdf-fil (165 kb).

Af Søren Rafn

Cyriopagopus schioedtei (Thorell, 1891), som denne artikel handler om, holdt sit første indtog i hobbyen i slutningen af 90'erne, og har lige siden hørt til blandt de mest eftertragtede asiatiske edderkopper og ikke uden grund, med sin størrelse og sit udseende efterlader den få edderkoppe-entusiaster upåvirkede.

Fuldt udvokset hun af Cyriopagopus schioedtei (Thorell, 1891). Foto: Søren Rafn

Slægten Cyriopagopus tilhører underfamilien Ornithoctoninae og omfatter de beskrevne arter C. dromeus (Chamberlin, 1917), C. paganus Simon, 1887, C. schioedtei (Thorell, 1891) og C. thorelli (Simon, 1901).

Problemet med slægten Cyriopagopus er, at Simons type-eksemplar af C. paganus er gået tabt under 2. verdenskrig og må anses som midlertidig suspenderet. Der er dog stadig beskrivelsen at arbejde med, og de informationer beskrivelsen indeholder om C. paganus passer ikke ret godt med det vi forstår som Cyriopagopus i dag. Måske vil slægten, som vi kender dem i dag, en dag genopstå som Omothymus hvis type-eksemplaret for C. paganus en dag bliver genfundet og slægten ordentlig revideret.

Et andet problem har været omkring C. schioedtei, som til at begynde med og stadig af og til bliver solgt som C. thorelli. Upubliceret research antyder dog at type-eksemplaret af C. thorelli er en han af C. schioedtei.

C. schioedtei findes i det nordlige Malaysia og så langt sydpå som staterne Pahang og Selangor, hvor den udelukkende findes i primær regnskov. Her lever den i naturlige huller i store træer over 5 meter oppe. Unger og ungdyr er mere opportunistiske og kan findes i bambuskrat hvor de bruger bambusrør som naturlige huler, samt af og til i sammenrullede bambusblade. Ungdyr kan også findes i klippesprækker, under udhængende rødder langs floder, og langs junglestier. I fangenskab vil de dog typisk opføre sig som en typisk tunnelgraver. Det kan undre nogen, at en trælevende edderkop graver, men giver måske mening når man påtænker at C. schioedtei bruger graveadfærden til at udvide sit træhul ved at grave trøsket træ væk og flette stumperne ind i indgangsspindet. En adfærd som mange trælevende fugleedderkopper deler.

Typisk indgangshul for Cyriopagopus. Bemærk hvordan indgangshullet er camoufleret med træsmuld.
Foto: Jean-Michel Verdez

Faktisk var der en del kloge folk som mente at Cyriopagopus var udprægede tunnelgravere - ligesom det er tilfældet med (næsten) alle resten af medlemmerne fra underfamilien Ornithoctoninae. Denne overbevisning blev dog gjort mægtigt til skamme i 1999 da Mark Pennell tog på sin første tur til den Malaysiske halvø på jagt efter den legendariske "træedderkop fra Hutan", og observerede Cyriopagopus schioedtei i sit naturlige element. Thomas Frøik, Ray Gabriel og jeg observerede samme levevis da vi fandt Cyriopagopus sp. "Gandalfs Bridge" i Borneo i 2002 og desuden også i 2004 da jeg jagtede Cyriopagopus i Malaysia med Jean-Michel Verdez.

Her har en ung hun af Cyriopagopus schioedtei gravet en hule højt oppe under et korkstykke. Foto: Søren Rafn

Cyriopagopus schioedtei kan blive nogle store krabater, og 20 cm benspan er ikke et særsyn selvom et benspan på 15-17 cm er mere normalt. Af udseende er hunner af C. schioedtei lækre tigerstribede sager, som i nyskiftet stand fremstår med blåsorte ben med hvide tværringe ved ledsamlingerne. Vibrerende olivengrønt rygskjold, og gråbrune kæber. Bagkroppen er gulgrøn med tydelige sorte tigerstriber. Fuldt udvoksede eksemplarer bliver generelt mørkere med alderen og der kan findes eksemplarer hvor den forreste halvdel af rygskjoldet er meget mørkere end den bagerste del. Enkelte helt sorte eksemplarer er også observeret. Overalt på ben og bagkrop er der lange strittende blodrøde hår. Kropsformen er typisk trælevende, med lange slanke ben med store veludviklede hæftepuder på de to forreste bensegmenter på de to forreste par ben. Bagkroppen er affladet, et særtræk som de fleste trælevende edderkopper besidder (når ikke de lige er stopfodrede). Store veludviklede øjne og store, kraftige kæber.

Nyskiftet ung hun af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Rick West

Sort farvevariant af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Rick West

Hannerne er meget anderledes udseende væsener; Langbenede, vævre og grønne, og hvis ikke lige man ved det skulle man tro at det drejede sig om en ganske anden art. En frisk-skiftet han har en intens græsgrøn kulør. Benene er meget lange og tynde, hvilket får edderkoppen til at se mere "edderkoppeagtig" ud - hvis det giver nogen mening? ;-) Hanner har meget små og korte tibiakroge, og meget lange palper, et næsten cirkulært rygskjold og ingen aftegninger på bagkroppen, andet end en svagt mørkere længdestribe, samt tætte strithår.

Kønsmoden han af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Ray Gabriel

I fangenskab bør man indrette terrariet så edderkoppen har mulighed for at klatre - noget de gør meget aktivt om natten, hvor de skridter terrariet af både i højden og bredden flere gange i løbet af natten. Så et terrarie indrettet som til en trælevende er en begyndelse. Dette udgangspunkt skal modificeres til disse edderkoppers "overgangslevevis" så terrariet bør forsynes med et dybt bundlag. Et terrarie med følgende mål vil være ideelt: h50 x b25 x d30, med et bundlag på cirka 10 cm. Et kork- eller bambusrør fra bund til top, med tilpas stort indgangshul nær toppen af terrariet, fuldender indretningen så den opfylder edderkoppens krav. Planter er en mulighed både for udseendets skyld, men også for at holde luftfugtigheden ideel. Da edderkoppen typisk vil udvide tunnelen i røret er det en god ide at fylde bundlag i ca. en tredjedel af røret, så den har lidt at flytte rundt på.

Fuldvoksen hun af Cyriopagopus schioedtei klatrer rundt i et tæt beplantet regnskovsterrarie. Foto: Søren Rafn

Temperaturen bør være relativt høj - et sted mellem 26 og 28 ºC om dagen, med et fald i temperaturen til 20-22 ºC om natten. Luftfugtigheden bør ligge i den høje ende; 80-90%. Ventilationen under sådanne forhold skal være i top og kondens på forruden betyder stillestående luft, som følge af for dårlig luftcirkulation. Og stillestående fugtig varm luft er en dræber for alle edderkopper.

Man bør holde terrariet relativt tørt forår og efterår, decideret vådt om vinteren og jævnt fugtigt om sommeren for at imitere årets gang i Malaysia. Klimaet i Penang giver en meget god ide om årstidernes indflydelse på klimaet i C. schioedtei's hjemland:

Årlig klimatabel for Penang. Grafik: DMI.

Cyriopagopus schioedtei er en sky edderkop, som flygter ind i sit gemmested ved mindste forstyrrelse. Ved overførsel, ompotning eller anden omgang som indebærer at edderkoppen afskæres fra sit skjulested er der meget stor chance for at fremprovokere en decideret aggressiv adfærd, som oftest følges op af overilede sprinter og hop op ad vægge, personer, gardiner etc etc. Disse "små" bæster løber rigtigt rigtigt stærkt på det horisontale - og så sandelig også på det vertikale plan. Mit overordnede indtryk er en meget sky edderkop med et stort temperamentspotentiale, som man ikke bør håndtere.

Historien bag C. schioedtei i Danmark startede da Frøik og jeg for et par år siden blev præsenterede for de første Cyriopagopus schioedtei "live" hos en københavnsk importør. Da de fleste af dyrene var bestemt for videre forsendelse til USA og vi stod for udpakningen af partiet, havde vi en enestående chance for at etablere nogle gedigne avlsgrupper og vi købte begge en håndfuld dyr hver. Jeg købte en fuldvoksen hun og en fuldvoksen han, og fire subadulte dyr, hvoraf tre var subadulte hanner- Jeg var overbevist om at nu var bestanden af Cyriopagopus schioedtei reddet i det Rafn'ske hjem.

Efter at have fået dyrene akklimatiseret og etableret i deres terrarier skulle der jo parres. Hannen røg ind til hunnen og så skulle den prut ellers være slået - hun åd ham uden det store ståhej endsige parring. Jeg trøstede mig med at han sikkert var en gammel vindtør vildtfanget stud, som havde set bedre dage, og at jeg stadig havde tre subadulte hanner og en subadult hun, som alle ville blive kønsmodne med tiden og så var der selvfølgelig også den store hun. Det skulle nok gå - tænkte jeg ...

Tiden gik og en dag blev en af hannerne så klar til den søde elskovstid, og glad i låget satte jeg et parringsterrarie op til det søde par og introducerede dyrene til hinanden. Næste dag vågnede jeg op til en sønderlemmet han, som i bogstaveligste forstand var splittet ad i stumper og stykker. Det så ikke ud som om at hunnen havde nedværdiget sig til at smage på ham - blot flået ham itu og spredt de sørgelige rester af ham rundt om i terrariet med rund hånd. Jeg gik ud fra at parringen havde forløbet som den skulle - men jeg skulle få at se, at jeg havde taget grueligt fejl.

Et par uger senere checkede jeg op på min store hun, og til min rædsel opdagede jeg at hunnen var stendød. Efter en undersøgelse af liget gik det op for mig at hun havde smidt et ben, højst sandsynligt fordi at hannen havde fået et bid ind på hende - et fatalt bid. Det var så dét parringseventyr. Jeg trøstede mig nu med at jeg havde to subadulte hanner og en subadult hun endnu, som alle ville blive kønsmodne med tiden.

Subadult hun af Cyriopagopus schioedtei op mod hamskifte, derfor de fesne farver. Foto: Søren Rafn

Tiden gik og den første af de to hanner døde i sit sidste hamskifte som en underlig krøllet sag ... Den sidste han - mit sidste håb - blev plejet efter alle kunstens regler og døde efterfølgende af en svampeinfektion. Jeg sad nu tilbage med en enkelt velvoksen hun, som savnede det gode selskab som parringslystne edderkoppehanner nu engang er for parringsvillige edderkoppehunner.

Nu var gode dyr rådne, som man siger, og jeg måtte skamfuld gå en tur ned til importøren for at se om der var flere dyr tilbage. Og minsandten om ikke der var en lille håndfuld tilbage - 5 skimlede, afmagrede og meget medtagne dyr, som jeg ærlig talt ikke spåede store chancer for at overleve. Ikke desto mindre var dette mit sidste håb for at opbygge en bestand af C. schioedtei og jeg købte hele bundtet til udsalgspris, med en formodning om at hvis det ikke lige var det dårligste, så var det så afgjort det mest risikable køb jeg nogensinde havde foretaget.

Vel hjemme viste det sig da også at 5 ud af 5 dyr var slemt udmagrede og dehydrede, havde spindevorteråd og en mere eller mindre omfattende svampeinfektion på den bageste halvdel af bagkroppen. Ikke just præmiedyr - eller præmietyre. Kønsfordelingen var 3 hunner og 2 hanner, alt sammen subadulte dyr. Jeg gik fluks i gang med "Pet rescue 911" på køkkenbordet. En blanding af ren Atamon og en knivspids sulfo blev rystet sammen og penslet på alle edderkoppernes bagkroppe. Atamon er sammen med 10-sekunderslim et af de vigtigste remedier i min edderkoppe-førstehjælpskasse. Derefter blev alle dyrene installeret i opfodringsbokse og jeg lagde ud med at tvangsfodre hvert af kræene med en optøet grønlandsreje, noget som både dækker edderkoppernes behov for protein og vand, og samtidigt er let fordøjeligt - med andre ord skånekost for fugleedderkopper. Derefter blev de sat på hylden så at sige og fik fred og ro til at fordøje. For nu at gøre en lang og sørgelig historie kort, så overlevede alle hunnerne, og begge hannerne døde. Jeg sad nu med 3 små, men kønsmodne hunner og en større hun som så afgjort var klar til at blive parret, men ingen hanner ...

Ung kønsmoden hun af Cyriopagopus schioedtei. Foto: Søren Rafn

Jeg var nået til den mur mange dyreholdere uværgeligt render panden imod før eller siden; "den umulige art". Jeg troede mere eller mindre at mit C. schioedtei eventyr var nået til vejs ende.

Indtil Frøik dag lod nævne at han mente at Nicolai Pedersen havde en godt brugt gammel han gående, som havde haft masser af krudt i sprøjten med Nicolai og Frøiks hunner. Da jeg samtidig havde nogle forskellige nyskiftede Poecilotheria-hanner, som Nicolai's hunner godt kunne bruge, ringede jeg til ham om C. schioedtei-hannen. Og til min store glædelige overraskelse var der stadig lidt liv i den gamle stud, omend at det var et godt stykke tid siden at Nicolai havde observeret at hannen havde konstrueret sædspind. Men jeg spurgte om ikke vi skulle se om der stadig var krudt i den gamle støder. Her skal det lige nævnes at Nicolai og Frøik begge to var vel vidende om mine tidligere fiaskoer udi C. schioedtei. Men hatten af for Nicolai, som uden at tøve var med på ideen.

Et par dage senere hentede jeg hannen hos Nicolai, og gav den de obligatoriske 14 dages opvarmning på første klasse med masser af mad, vand og varme før parringen. En af mine hunner var nyskiftet og klar til parring, og hun blev stopfodret indtil dagen oprandt, hvor hannen skulle ind til hende. Jeg må blankt indrømme at jeg var meget nervøs og havde meget bange anelser med hensyn til den forestående parring. På den anden side var jeg også meget spændt på om jeg endelig skulle få en C. schioedtei parring at se efter så mange fiaskoer.

Dagen gik på hæld, og i skumringen blev hannen sluppet løs på hunnen. Han tullede lidt rundt indtil han fik færten af hunnen, herefter vibrerede han voldsomt efterfulgt af en bevægelse, som må betegnes som edderkoppeverdenens ekvivalent til en pandeskalle. Han kastede sin forkrop og de lange lange forben fremefter og ned, og stødte med stor kraft sit bugskjold og kæber imod den rod, som lå henover hunnens hule. Det gav et drøn så jeg næsten fik et chok. Der skulle ikke mange "skaller" til før hunnen kom farende op og ud af sin hule, trommende for fuld kraft med sine forben. Nu var skæbnetimen kommet. Tidspunktet som skulle vise sig afgørende for hvorvidt jeg skulle have succes med denne art eller ej. Hannen foretog en strategisk tilbagetrækning til en af terrariets sidevægge og hunnen fulgte ivrigt efter. Og her skete det så - parringen - jeg så til med tilbageholdt åndedræt, mens hannen på det nærmeste voldtog hunnen med voldsomme bevægelser indtil han fik ramt hunnens kønsåbning. Hun knækkede vridende bagover i en næsten halvfems graders vinkel mens hannen holdt hende i et jerngreb. Efter parringen vandrede hannen stolt og adstadig ud af terrariet, mens hunnen i en slags trance febrilsk gned sin kønsåbning. En adfærd som er typisk for medlemmerne af underfamilien Ornithoctoninae, og som oftest betyder at parringen har været succesfuld. Stolt og glad satte jeg ham tilbage i sin bøtte og han fik en fårekylling for god og tro tjeneste. Hunnen blev sat lunt og blev fodret godt derefter. Det skal lige nævnes at den næste hun hannen kom på åd ham og skiftede ham en lille måned senere, men sådan er skæbnen så tragisk til tider - jeg havde mere eller mindre vænnet mig til scenariet ...

Parringen fandt sted i midten af september måned og små to måneder senere, i begyndelsen af november fandt jeg hunnen siddende med en stor kokon. I starten af december måned tog jeg kokonen fra hunnen for at udruge den resten af tiden i en inkubator. Jeg talte ca. 75 "eggs w/ legs" eller i fag-termer pre-larver i kokonen. Hunnen ledte efter kokonen i en lille uges tid, men blev distraheret så godt jeg kunne med rigeligt foder, og til sidst havde den stakkels pige angiveligt glemt alt om sit afkom. Den 15. december skiftede de til larver og nåede derved det mobile stadie, hvor de dog ikke indtager føde endnu. Endelig, en måned senere, skiftede larverne til nymfer - eller populært sagt "spiderlings". Alle overlevede metamorphosen fra æg til nymfe, så alt i alt endte parringseventyret lykkeligt med en rekord-kort graviditets periode og en af de mindst komplicerede parringer jeg endnu har overværet.

Det med rekorden er nu ikke helt sandt - jeg har senere erfaret at både Frøik og Nicolai's hunner har gået i tilsvarende kort tid efter parringen så det er måske blot nærmere reglen end rekorden med denne art.

Og så er eventyret alligevel ikke helt slut. I slutningen af december blev jeg kontaktet af en hollænder jeg kender, som havde en han, men ingen hunner. Han havde hørt at jeg havde hunner, men åbenbart ikke hvor skidt de forrige parringsforsøg var gået, så han tilbød at sende sin han til mig. Alt klappede denne gang - alle hunner, pånær moderen til mit
første kuld, havde lige skiftet ham og var således klar til parring. To parringer på to forskellige hunner blev det til, før hannen blev nakket. Parringerne fandt sted i løbet af januar, og to måneder senere sad den ene hun på kokon. Først i juli måned klækkede den sidste kokon i hulen hos den sidste hun – jeg havde for længst afskrevet hende som gravid, og det var kun i forbindelse med en flytning af hende til et andet terrarium at jeg opdagede at hendes hule var tapetseret af små grå rødpelsede unger.

Jeg har siden erfaret at de fleste succesfulde parringer resulterer i en død han. Det virker med andre ord som om at det for C. schioedtei's vedkommende er meningen at hannen bliver fortæret af hunnen efter parring. Det er værd at tage med i sine overvejelser hvis man planlægger at parre C. schioedtei, at man bør have mindst lige så mange hanner som hunner, og helst flere.

Typisk resultat af en vellykket parring; en ædt han. Foto: Søren Rafn

Cyriopagopus unger kommer ud af kokonen med et benspan på små 1.5 – 2 cm og er altså en god størrelse fra start af. Desuden vokser de hurtigt til. De når snildt op på 6-8 cm benspan på et år hvis man fodrer rigeligt og holder dem varmt.

Jeg vil slutte af med at understrege, at C. schioedtei er en af mine yndlingsedderkopper og et af mine absolutte smertensbørn. Jeg ved at denne art ikke volder alle entusiaster de samme kvaler som den har voldt mig. Det eneste som kunne få mig til at anbefale andre ikke at købe den, er at den er så afsindig sky at man aldrig får den at se i dagtimerne. Til gengæld er det fantastisk at se den skridte sit terrarie af i midnatstimerne. C. schioedtei er i særdeleshed en anderledes edderkop fra Syd-Øst Asien både mht. udseende, men også mht. levevis. Desværre er prisen for denne art stadig temmelig pebret. Jeg har set prislister fra amerikanske forhandlere, hvor nyskiftede nymfer gik for "små" 75$ ... stykket. I Europa er priserne for unger heldigvis faldet til et niveau, så C. schioedtei nu er en meget billig art at anskaffe. Jeg mener nu stadig at denne skønne "træ-tiger" fra Malaysia er et must i enhver samling.

Litteratur:

• Platnick, N. I. 2008. The world spider catalog, version 8.5. American Museum of Natural History.
• Wong, M. & Dennon N. 2006. Malaysian Tarantulas. Malaysian Naturalist 59(4): 44-47
  
• Gallon, R. & R. Gabriel. 2006. Breeding and maintaning Cyriopagopus species in captivity. Journal of the British Tarantula Society 22(1): 16-30.
• Rafn, S. 2003. Cyriopagopus (”thorelli”) schioedtei – Trætigeren fra Malaysia. Exotisker Insekter 40: 26-35
  
• Von Wirth, V. 2003. Ungewöhnliche Farbabweichung bei Nymphen von Cyriopagopus schioedtei (THORELL, 1891). DeArGe Mitteilungen 8(5): 30-31.
• De Vita, F. & F. Tomasinelli 2002. Cyriopagopus thorelli. Reptilia (GB) 25: 22-28.
• Von Wirth, V. & M. Huber. 2002. Earth Tigers – die asiatischen Vogelspinnen der Unterfamilie Ornithoctoninae. Draco 4(16): 26-36.
• Von Wirth, V. 2002. Welche Spinne ist das? DeArGe Mitteilungen 7(11): 6-13
• Pennell, M. 2001. Tree spider of the Hutan (Malaysian rainforest). Journal of the British Tarantula Society 16(3): 88-95. Webversion
• Murphy, F. & Murphy J. 2000. An Introduction to the Spiders of South East Asia. Malaysian Nature Society: 73-77
  
• Chamberlin, R.V. 1917. New spiders of the family Aviculariidae. Bull. Mus. comp. Zool. Harvard 61: 25-75. [p. 70, pl. 5, f. 4-7].
• Simon, E. 1901. On the Arachnida collected during the Skeat expedition to the Malay Peninsula. Proc. zool. Soc. Lond. 1901(2): 45-84. [p. 45].
• Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
• Thorell, T. 1891. Spindlar från Nikobarerna och andra delar af södra Asien. Kongl. Svenska. Vet.-Acad. Handl. 24(2): 1-149. [p. 11].
• Simon, E. 1887. Etude sur les arachnides de l'Asie méridionale faisant partie des collections de l'Indiam Museum (Calcutta). I. Arachnides reculeeis à Tavoy (Tenasserim) par Moti Ram. J. asiat. Soc. Bengal 56: 101-117.