Poecilotheria metallica Pocock, 1899

Fuldvoksen hun af Poecilotheria metallica Pocock, 1899 kort efter hamskifte. Foto: Søren Rafn

Af Søren Rafn

Der er vel ikke en edderkop som er mere kendt, elsket og berygtet end den kromblå skønhed Poecilotheria metallica fra Indien. Lige siden det første billede af et ungdyr gik verden rundt, har hobbyen sydet af abstinenserne efter at eje lige netop denne art. Prisloftet for hvad man kunne tage for en spiderling nåede uhørte højder og forargelsen og misundelsen ville ingen ende tage.

Det første billede af et ungt eksemplar af P. metallica, som gik verden over via internettet. Foto: Peter Kirk

Der er flere grunde til at denne edderkop er blandt de dyreste i verden. Det åbenlyse er farverne, stålblå med pletter af en intens orangegul, sort og hvidt. En anden grund er det meget afgrænsede, svært tilgængelige og isolerede oprørshærgede område hvor arten findes. En tredje grund er de små kuldstørrelser. Og så selvfølgelig den hype, der har fulgt denne art siden hobbyen først fik nys om den.

Det er let at se skønheden hos Poecilotheria metallica. Foto: Minizoo

Poecilotheria metallica er ellers ikke en nybeskrevet art. Den blev beskrevet af Reginald Pocock allerede i 1899, sammen med andre kendisser som P. formosa, P. ornata, P. regalis og P. rufilata. Før denne beskrivelse var kun arterne P. fasciata, P. striata og P. subfusca kendt med P. fasciata, som den først beskrevne allerede i 1804.

Slægten Poecilotheria har fået sin egen underfamilie Poecilotherinae, men er dog meget nært beslægtet med arterne (og visse mener at de burde findes) i underfamilien Selenocosmiinae. Ifølge Platnick findes der 16 beskrevne arter. Der er beskrevet følgende arter:

P. fasciata (Latreille, 1804)
P. formosa Pocock, 1899
P. hanumavilasumica Smith, 2004
P. metallica Pocock, 1899
P. miranda Pocock, 1900
P. nallamalaiensis Rao et al., 2006
P. ornata Pocock, 1899
P. pederseni Kirk, 2001
P. pococki Charpentier, 1996
P. regalis Pocock, 1899
P. rufilata Pocock, 1899
P. smithi Kirk, 1996
P. striata Pocock, 1895
P. subfusca Pocock, 1895
P. tigrinawesseli Smith, 2006
P. uniformis Strand, 1913.

Platnick anerkender dog P. pococki, som er et endnu ikke officielt anerkendt synonym for P. smithi. Desuden er en ny art P. nallamalaiensis Rao et al., 2006 i mine øjne identisk med P. formosa.

Så kort sammenfattet er følgende arter synonymer for allerede beskrevne arter: P. bara = P. subfusca, P. gadgili (overført fra Ornithoctonus) = P. regalis, P. vittata = P. striata, P. pococki = P. smithi og P. nallamalaiensis = P. formosa.

P. metallica blev først fundet i Gooty i Sydindien i en brændedynge i forbindelse med anlæggelsen af en af Indiens mange og med rette berømte og berygtede jernbaner. Området, eller rettere sagt hele regionen omkring Gooty er dog fuldstændigt afskovet i mange miles omkreds i dag, og den population som Pocock fik type-eksemplaret fra må anses for at være udryddet. I tidligere tider har arten dog formodentlig været udbredt i et langt større område. Det er i yderkanterne af dette område, at godt skjulte lommer af den oprindelige skov kan findes i svært fremkommelige bjergområder, hvor også den aggressive og stærkt bevæbnede Naxalit-bevægelse har deres baser. Også her er skoven dog truet pga. lokalbefolkningens skovning af brændsel.

Det var i sådan et skovklædt bjergområde vi (Pedersen & Rafn) befandt os i 2003. Vi havde i godt en time bevæget os opad en stejlt skrånende og temmelig ustabil bjergside, før vi befandt os på nogenlunde sikker grund. Vi havde efterladt vores bil og chauffør længere nede af bjerget på en lille, snoet og lige så ustabil bjergvej. Det var sen eftermiddag og skyggerne var ved at blive lange.

Bjergsiden som skulle forceres for at nå Poecilotheria metallica koloni. Foto: Søren Rafn

Fra vores udsigtspunkt kunne vi se den skovklædte bjergside på den anden side af dalen og flere bjergtoppe i horisonten. Vi bevægede os videre langs den smalle sti i skumringen, mens stjernerne så småt begyndte at dukke op foroven. På et tidspunkt bevægede vi os væk fra stien og videre op igennem mørket under bjergskovens trækroner. Opstigningen blev gjort besværlig af, at bjergsiden bestod af store skærver og stenblokke, som skjultes af højt græs, klatreplanter og dværgpalmer. En anden forhindring var frygten for at blive bidt af en giftslange, mødet med en tiger, eller allerværst; mødet med en naxalits AK47.

Nicolai puster ud efter opstigningen og nyder udsigten. Foto: Søren Rafn

Nær toppen tyndede det ud i træerne og terrænet fladede ud til noget, der mindede om et træbevokset plateau. Vi stod i nattemørket og pustede ud. Habitatet var perfekt - tiden var kommet hvor vi skulle til at begynde at lede mere målrettet efter P. metallica.

Poecilotheria metallica habitat. Foto: Søren Rafn

I naturen findes arten udelukkende i hule træer og er meget biotopspecifik, hvilket betyder at den kun vælger en enkelt art træ at bo i. Det plateau vi stod på var dækket af en åben skov bestående af lige præcis den slags træer P. metallica fortrækker. Jorden imellem træerne var dækket af højt græs og bredbladede buske. Vi kiggede på hinanden med et grin og gik i gang med at lede.

Her har en unge af P. metallica indrettet sig i en hul grenstump. Foto: Søren Rafn

Der gik et par timer, hvor vi langsomt tunede vores øjne ind til at frasortere de mange nye indtryk og kun fokuserede på at opfange bestemte kendetegn, som er karakteristiske for tilstedeværelsen af Poecilotheria. Vi afdækkede metodisk området og markerede lovende huller med GPS. En stille regn begyndte at falde og vi fandt et sted i ly under en gruppe træer, hvor vi indtog vores medbragte chicken 65 og ris. Da regnen så småt stoppede, fortsatte vi vores søgen og der gik ikke længe før vi fandt den første P. metallica. Det var en lille unge, som sad i et tæt sokkespind i en barkrevne i et træ tæt på kanten af plateauet. Efterfølgende fandt vi flere unger i området, men endnu ingen voksne dyr.

Første unge af Poecilotheria metallica, vi fandt i en barkrevne. Foto: Søren Rafn

Tæt på midnat fandt vi vores første store hun siddende udenfor på barken i et træ, vi havde GPS mappet tidligere som værende lovende. Hun strøg på hovedet ind i sit hul, straks hun opfattede vores nærvær. Hun var dog ikke mere bange end, at hun med lidt pilkning var til at lokke ud af sit hul så vi kunne fange hende i et indsamlingsrør. Vi havde fundet det vi var kommet for, Poecilotheria metallica. Klokken var nu meget nær midnat, hvor vi havde aftalt at mødes med vores chauffør nede ved vejen, og vi var sent på den. Vi tog turen ned i fuldt firspring, og set i bakspejlet var det et mirakel at ingen af os kom til skade. Et fejltrin, og man ville falde stejlt ned af bjergsiden i fuld fart og først stoppe nede i dalbunden. Helt sikkert ikke i ét stykke. Hvorom alting er, så nåede vi ned til vejen næsten på klokkeslet. Men chaufføren var ikke at se nogen steder. Der stod vi så i den fugtige tropenat, midt i en bjergkæde i Sydindien og vidste, at der var meget langt til nærmeste by til fods ...

Vi satsede på at chaufføren var forsinket og brugte ventetiden til at afsøge vejskrænterne for jordlevende fugleedderkopper. Til vores held fandt vi en stor mængde indgangshuller af den lille jordlevende Chilobrachys art; Chilobrachys sp. "hardwicki". Uheldigvis var jordbunden præget af den samme skærveagtige beskaffenhed, som havde gjort vores fremfærd op ad bjerget så besværlig. Her gjorde det gravearbejde fundstændigt umuligt. Vi var nødsaget til at forlade os på pilkning, en metode som har sine fordele, men så absolut også sine begrænsninger. Hvis man ikke fanger edderkoppen i første forsøg, lugter den lunten og fortrækker til bunden af sine hule mellem klippeblokkene. Da vores chauffør endelig langt om længe dukkede op, havde vi kun haft held til at fange en lille håndfuld Chilobrachys. Til gengæld havde vores chauffør tydeligvis haft held til at opstøve noget temmelig potent alkohol, for han var fuld som en allike.

Chilobrachys sp. "hardwicki" minder umiddelbart om C. fimbriatus,
men er mindre, kraftigere bygget og mindre farvestrålende. Foto: Søren Rafn

Vi hoppede ind i bilen, åbnede alle vinduer, skruede op for radioen, råbte af chaufføren og håbede på det bedste, mens bilen slingrede faretruende nær på vejkanten på vejen ned af bjerget. Vi kiggede på hinanden og vidste at vi tænkte det samme, at vi skulle tilbringe resten af vores rejse i Indien på en højderyg på et bjerg i det sydlige Indien midt om natten i færd med at fange P. metallica.

Team Metallica. Her ses vores chauffør i ædru tilstand. Foto: Søren Rafn

Arten er udseendemæssigt en af de smukkest fugleedderkopper og en skriftlig beskrivelse vil aldrig kunne yde retfærdighed for denne arts skønhed. Grundfarven er sort med et intenst metallisk kromblåt skær. Rygskjoldet er blågråt med et cremefarvet medialbånd og omkranset af hvide hår. Kæberne er lyse gråblå. Benene er intenst metallisk blå med en hvid plet over knæleddet. På tibia ses to rækker gule pletter, som starter inderst på leddet og mindskes yderst. Undersiden af benene er sort med intenst metalblå lår, samt en enkelt orangegul plet på tibia, som dækker den inderste halvdel af leddet. Bagkroppen er sortblå med en bred bølget hvid median stribe, det såkaldte folium. Undersiden og spindevorterne er sorte.

Nyskiftet Poecilotheria metallica hun. Foto: Søren Rafn

Til gengæld er det nok en af kedeligste Poecilotheria arter at se på op til et hamskifte.

Op mod hamskifte kan det være svært at forstå at det drejer sig om samme art. Foto: Søren Rafn

Hannerne ligner hunnerne og adskiller sig dermed fra de fleste andre Poecilotheria arter, hvor hannerne falmer meget i kulør ved kønsmodenhed. Hanner af P. metallica er dog mere spinkelt bygget end hunnerne og noget mørkere i farven.

Kønsmoden han af Poecilotheria metallica. Foto: Søren Rafn

Arten er meget kompakt i sin kropsbygning og er nok den Poecilotheria art, som har de korteste og tykkeste ben i forhold til kropslængde. Et særligt unikt karaktertræk for arten er desuden det "m" formede spermatheca, som adskiller sig fra de andre Poecilotheria arters pyramideformede spermathecae. P. metallica er en medium stor art, men en lille Poecilotheria, som lægger sig tæt op ad P. formosa størrelsesmæssigt. Det største eksemplar jeg har set målte omtrent 15-16 cm diagonalt. Men ellers ligger voksne dyr omkring 12-14 cm.

Temperamentsmæssigt er P. metallica en af de absolut fredeligste Poecilotheria arter, og jeg vil mene at det er en af de få arter man kan håndtere næsten uden bekymring. Man bør dog have in mente, at giften stadig kan være temmelig kraftigt virkende, hvis man mod al forventning skulle blive bidt. På dette punkt tror jeg ikke, at P. metallica afviger særligt fra de andre arter i slægten. Advarselsdisplayet er blandt de enkleste og smukkeste. Gule cirkler på sort baggrund.

Poecilotheria metallica i advarselsposition. Foto: Søren Rafn

Terrariet bør indrettes som til de fleste andre Poecilotheria arter. Basalt set et terrarium som måler det dobbelte af det maksimale benspan i højden. Bagvæggen beklædes med kork, og et korkrør stukket ned i bundlaget fungerer som skjulested. Temperaturen bør ligge på 25 – 28 grader med et fald til stuetemperatur om natten. Om vinteren en smule køligere. Terrariet bør holdes til den tørre side pånær i perioden juni til september, hvor bundlaget holdes fugtigt. Vel tilpasset i terrariet er arten dog absolut ikke svær at tilfredsstille, og er omtrent lige så nem at få til at trives som P. regalis. Med udgangspunkt i klimaet omkring Hyderabad kan man få en indikation om de årlige klimavariationer, som hersker i P. metallicas udbredelsesområde:

Årlig klimatabel for Hyderabad. Grafik: BBC

Parringen volder ingen problemer og man kan uden frygt for kannibalisme lade hannen gå sammen med hunnen i flere uger.

Parring af Poecilotheria metallica, ofte en problemløs affære. Foto: Livefood UK

Æglægningen kan dog være lidt mere problematisk. Her er man nødt til at imitere de årlige klimatiske udsving for at have held med projektet. Kuldstørrelsen er ikke imponerende: 60-100 unger, som kommer ud af kokonen i en god størrelse, som vi kender det fra de fleste andre Poecilotheria arter.

Nyklækket spiderling af P. metallica. Selv her anes den blå farve. Foto: Minizoo

Ungerne af P. metallica ligner umiddelbart typiske Poke unger, men de to langsgående hvide striber på bagkroppen synes mere markante. De vokser godt til og opnår hurtigt den flotte blå farve ved regelmæssig fodring. Igen vil jeg anbefale at holde dem til den tørre side under opvæksten.

Den blå farve bliver hurtigt tydelig hos P. metallica, selv i en meget ung alder. Foto: Biopix

Alt i alt en måske meget dyr edderkop, men når først den er på plads i samlingen er prisen hurtigt glemt og opvejet af edderkoppens ufattelige skønhed. Så absolut en edderkop i verdensklasse.

Litteratur:

• Rao, K. T., D. B. Bastawade, S. M. M. Javed & I. S. R. Krishna. 2006. Description of two new species of spiders of the genus Poecilotheria Simon (Araneae: Theraphosidae) and Tmarus Simon (Araneae: Thomisidae) from Nallamalai Hills, eastern Ghats, Andhra Pradesh, India. Rec. zool. Surv. India 106 (1): 49-54.
• Charpentier, P. 1996. A new species of Poecilotheria from Sri Lanka: Poecilotheria pococki, sp. n. Exothermae Mag. 1: 21-33.
• Gravely, F. H. 1935. Notes on Indian mygalomorph spiders. II. Rec. Ind. Mus. Calcutta 37: 69-84.
• Pocock, R.I. 1900. Arachnida. The Fauna of British India, including Ceylon and Burma. London, pp. 1-279. [p. 194 & 196].
• Pocock, R.I. 1899. The genus Poecilotheria: its habits, history and species. Ann. Mag. nat. Hist. (7) 3: 82-96. [p. 93, pl. 7, f. 3].
• Pocock, R.I. 1895. On a new and natural grouping of some of the Oriental genera of Mygalomorphae, with descriptions of new genera and species. Ann. Mag. nat. Hist. (6) 15: 165-184. [p. 172-174, pl. 10, f. 7].